De 5 stadier af sorg, der kommer med en ny medicinsk diagnose

1. Benægtelse

Mennesker, der oplever sorg, kender måske denne første og velkendte fase.

Fornægtelse, kort sagt, er handlingen at afvise virkeligheden. Benægtelse kommer ofte først i sorgens stadier, fordi når der sker en større livsændring, skal sind og krop arbejde for at bearbejde situationen.

Når du gennemgår en medicinsk komplikation, er der ofte signaler, der blinker i hele din krop for at sige: “Noget er ikke rigtigt.” Disse kan være opblussen, forværrede kroniske smerter, nye symptomer eller en række andre daglige forstyrrelser, som du observerer.

Selvom du logisk ved, at du går ind i et nyt forhold til dit helbred, når et nyt medicinsk problem dukker op, eller du får en ny diagnose, er det almindeligt at have brug for tid til at arbejde sig igennem benægtelse, før du begynder at behandle præcis, hvad det er, du er. følelse.

I begyndelsen af ​​sorgcyklussen kan du måske benægte hele sandheden eller bare dele af virkeligheden.

At fortælle dig selv, at dette ikke virkelig sker, at det er “alt i dit hoved” eller “ikke så slemt,” er en måde for dit sind og din krop at beskytte sig selv mod den følelsesmæssige belastning af sorg.

Du kan også nedtone alvoren af ​​situationen som en måde at klare dig på ved at:

• afvise smerte
• ignorerer symptomer
• skjule symptomer fra pårørende
• skubbe gennem sundhedsproblemerne, som om alt er okay
• tvivler på dig selv og gyldigheden af ​​dine bekymringer

For dem, der ikke har kroniske lidelser, kan det være svært at forstå, hvorfor benægtelse er et almindeligt første skridt i behandlingen af ​​medicinske traumer. Vil vi ikke vide, hvad der er galt? Vil vi ikke ordne det?

Svaret på disse spørgsmål er ja: Vi vil gerne have en forklaring på symptomerne og, i en drømmeverden, en løsning. Men det er ikke så enkelt.

Langt de fleste kroniske lidelser er langvarige og tilbyder kun symptombehandling frem for en kur eller løsning. I bund og grund, når du modtager en ny diagnose (eller hvis du stadig venter på en med vedvarende symptomer), træder tidens virkelighed ind. Tidslinjen ændrer sig.

Pludselig leder du ikke efter et navn til at forklare din smerte, dine symptomer eller dine søvnløse nætter. Når du ved, hvad det underliggende problem er, ved du, at næste skridt er at gå videre til behandling.

Alligevel kan dette næste skridt ofte føles umuligt. Og i tilfælde af kroniske sygdomme ved du, at dette problem ikke nødvendigvis har en slutdato.

Så for at klare denne nye virkelighed – selvom du har ventet på en diagnose eller en forklaring eller nogen blot for at fortælle dig, at de tror på dig – kan du gå ind i benægtelsesstadiet for at prøve at overbevise dig selv om, at det ikke er det dårligt. At det ikke er ægte.

Hvis du i øjeblikket fornægter dit helbred, skal du vide, at det er okay. Hvis du er i stand, så giv dig selv tid til at bearbejde situationens fakta.

Du kan vælge at skrive en liste over fakta ned (dvs. “Jeg følte smerte i dag”, “Lægen fortalte mig, at jeg havde en tumor,” “Jeg venter på resultaterne af blodprøver”), indtil de begynder at føles ægte.

Du kan også beslutte at planlægge et bestemt tidspunkt i løbet af dagen for at distrahere dig selv fra virkeligheden ved at læse en bog eller maratonløbe et show. At holde pauser er en fantastisk måde at give dig selv den plads, du har brug for, til at bearbejde alle de nye ændringer i dit liv, indtil de ikke føles så overvældende.

2. Vrede

En anden stærk følelse, som du måske oplever, er vrede – mod dig selv, mod læger, mod verden.

Når vreden brænder igennem dig, betyder det, at du højst sandsynligt har forstået virkeligheden i din situation. Men det betyder ikke nødvendigvis, at du er klar til at acceptere det.

Nogle gange føles det lettere eller mere overskueligt at slå ud mod andre, når du sørger over dig selv.

Den læge, der ikke lyttede til dig før? Receptionisten, der planlagde din aftale lige efter en hel arbejdsdag? Parkeringspladsen uden tilgængelige steder? Deres skyld.

Men du kan også vende dig indad mod dig selv, især hvis du tidligere har oplevet benægtelse.

Du kan spørge dig selv, hvorfor du ventede så længe med at rapportere symptomændringer, eller hvorfor du ikke fik genopfyldt din medicin. Dette kan medføre en masse selvhad og alvorligt skade både dit fysiske og mentale helbred.

I disse øjeblikke af vrede, brug først og fremmest et øjeblik til at genkende, hvad du føler. Der er en grund til, at vrede er et nøgletrin i sorg – det giver dig mulighed for at begynde at føle igen, samt at undersøge dine egne følelser over for situationen.

Når du føler, at du er klar til at begynde at give slip på vreden, er der forskellige mestringsstrategier, der kan hjælpe dig med at behandle disse stærke følelser, såsom kunstterapi, udluftning til venner og praktisering af mindfulness.

Men husk: Når følelser af vrede kommer tilbage, mens du går gennem sorgcyklussen, så genkend fornemmelserne og reflekter over, hvordan de manifesterer sig. Er din kæbe knyttet sammen? Har din tone ændret sig? At gøre status over dine følelser kan hjælpe dig med at genoprette forbindelsen til din krop, især når din krop er kilden til frustration.

3. Depression

Sorg og depression går ofte hånd i hånd.

Hos kronisk syge mennesker kan depression og andre psykiske lidelser også ofte forvirre eller forvirre symptomer. Depression kan gøre kroniske smerter værre med hoved-, krops- og mavesmerter.

Hvordan ved du, hvornår dine symptomer er fra depression eller fra et andet medicinsk problem?

Først, lad os bemærke, at uanset hvor dine symptomer stammer fra – uanset om det er fysisk, følelsesmæssig, mental eller adfærdsmæssig sundhed – er de gyldige.

Alt for mange kronisk syge mennesker er blevet stemplet som “opmærksomhedssøgende”. Denne vantro på vores symptomer og vores kroppe gør kun sorgprocessen sværere.

Vid, at uanset hvad du går igennem, er der et fællesskab af mennesker derude, som forstår, hvad du føler.

Når det er sagt, kan det være svært at forsvare dine behov, når du er i denne fase af sorg. Du føler måske, at det er meningsløst at blive ved med at søge efter en diagnose eller behandling. Du kan finde dig selv i at ønske, at alle disse problemer bare ville forsvinde.

Depression er noget, der ofte kræver yderligere ydelser, såsom rådgivning. For kriseintervention bedes du opsøge disse ressourcer om, hvordan du holder dig selv sikker under denne sårbare proces.

4. Forhandling eller forhandling

Med denne fase kommer “hvad nu hvis.”

Hvad hvis lægen tager fejl? Hvad hvis jeg havde gjort noget anderledes (kost, motion, medicin, terapi, operation osv.)? Hvad hvis jeg kom til specialisten før?

Selvom dette ikke er det samme som benægtelse, hvor du forsøger at lukke virkeligheden ude, kan denne fase føles ens, fordi du tænker på alle de måder, hvorpå situationen kunne være gået anderledes.

Selvom du faktisk ikke kan ændre fortiden (eller forudsige fremtiden), kan det at forhandle med dit helbred være en måde at behandle denne nye virkelighed på.

Faktisk, selv efter at vi har “fuldendt” denne sorgfase, arbejder mange kronisk syge mennesker stadig på at forhandle med deres evner, mens de lærer deres nye grænser. I denne forstand er sorgens forhandlingsstadium et, der ofte opstår igen, mens vores helbred fortsætter med at udvikle sig.

5. Accept

Den sidste fase af sorg er typisk accept.

Accept af virkeligheden. Accept af smerten. Accept af, hvor anderledes dit forhold til din krop kan være nu.

Forskning tyder på, at det at komme overens med kronisk smerte faktisk kan reducere sværhedsgraden af ​​din fysiske og følelsesmæssige smerte.

Ved at acceptere det, anerkender du, at det er der uden at dømme. Så er du i stand til at komme videre med at bruge mestringsstrategier og forskellige behandlinger til at håndtere smerten.

Det er dog vigtigt at bemærke, at accept ikke betyder, at du skal være glad eller tilfreds med alt, hvad der sker med din krop og dit helbred. Accept behøver ikke at betyde tilfredshed.

Du kan stadig føle dig vred og deprimeret og overvældet over din situation – men det er okay.

Vores forhold til vores kroppe er intimt, komplekst og altid skiftende former.

Selvom en ny medicinsk diagnose eller bekymring kan genstarte sorgcyklussen, er denne sidste fase af accept en, som vi altid arbejder hen imod.

Sandheden er, at vi ikke har meget kontrol over vores kroppe, hvilket er skræmmende. Vi kan ikke ønske os smerte eller sygdom som at blæse på mælkebøttepust – uanset hvor meget vi prøver, eller hvor mange stilke vi plukker.

Men vi kan lære at stole på sorgens cyklus og vide, at disse følelser af tab er midlertidige. Mest af alt kan vi praktisere lidt selvtilgivelse og selvgodhed.

Vi kan tillade os selv at være rodede og gale og menneskelige.

Disse følelser og oplevelser kan få os til at føle os sårbare, men gennem dette finder vi styrke. I sidste ende finder vi altid en måde at overleve på.

Aryanna Falkner er en handicappet forfatter fra Buffalo, New York. Hun er MFA-kandidat i skønlitteratur ved Bowling Green State University i Ohio, hvor hun bor sammen med sin forlovede og deres bløde sorte kat. Hendes forfatterskab er dukket op eller kommer i Blanket Sea og Tule Review. Find hende og billeder af hendes kat på Twitter.