Afhængighed eller afhængighed? Ord har betydning – og når det kommer til noget så alvorligt som afhængighed, er det vigtigt at få dem rigtigt.
Hvis du har læst LA Times for nylig, er du måske stødt på en op-eddel af journalisten David Lazarus, som sammenblander sin afhængighed af antidepressiv medicin med afhængighed. I stykket proklamerer Lazarus: “Jeg er en misbruger.”
Problemet er, at det, han beskrev, faktisk ikke er afhængighed.
Til at begynde med, afhængighed og afhængighed er ikke de samme ting. “Kald det en afhængighed. Kald det en afhængighed. Kald det hvad du vil,” skriver han. “Jeg er hooked.”
Men vi kan ikke bare mærke det, hvad vi vil, for ord har specifikke betydninger – og med noget så stigmatiseret som afhængighed, skal vi vælge vores ord med omhu.
For at være klar: Hvis du er fysisk afhængig af et antidepressivum, gør det det ikke gøre dig til stofmisbruger.
Antidepressive abstinenssymptomer er en reel ting for mange mennesker, især hvis de har været på antidepressiva i et betydeligt stykke tid. Det kan være en svær oplevelse, helt sikkert. Men antidepressiv seponeringssyndrom er ikke beslægtet med afhængighed.
Afhængighed – eller misbrugsforstyrrelse – er en psykisk sygdom som defineret af DSM-5 og ICD-11 (to af de vigtigste diagnostiske materialer på verdensplan).
Stofmisbrug er karakteriseret ved symptomer, der opstår ved at fortsætte med at tage et stof på trods af oplever negative konsekvenser.
Nogle af kriterierne omfatter ting som:
- ønsker at holde op eller skære ned og ikke kan
- trang eller trang til at bruge
- opgive vigtige eller berigende aktiviteter på grund af stofbrug
- at bruge ublu tid og kræfter på at få din løsning
For at Lazarus skulle være afhængig af antidepressiva, ville han have været nødt til at opleve negative konsekvenser mens han var på antidepressiva – ikke da han holdt op med at tage dem – og disse konsekvenser ville have haft en betydelig indflydelse på hans daglige liv.
Når du har misbrugsforstyrrelser, kan du ikke stoppe, og din afhængighed stiger til toppen af din prioriteringsliste – uanset hvor meget dit intellekt og din moral er uenige med dens stadig vigtigere rolle i dit liv.
Ikke alle mennesker med misbrugsforstyrrelser har dog været fysisk afhængige. Afhængighed gør ikke en afhængighed.
Afhængighed refererer til, hvad der sker, når du hold op ved brug af. Nemlig at du oplever abstinenser.
En person med kronisk smerte kan være fysisk afhængig af smertestillende medicin, opleve abstinenssymptomer, når de ikke er medicineret, men alligevel ikke misbruge smertestillende medicin, mens de tager dem.
På samme måde kan nogen have en alkoholmisbrugsforstyrrelse, men ikke være fysisk afhængig til det punkt, at de oplever abstinenssymptomer, når de bliver ædru.
Med andre ord? Afhængighed og afhængighed refererer til to helt forskellige ting.
Den ene er den invaliderende, skadelige oplevelse, mens du bruger. Den anden er en midlertidig oplevelse af tilbagetrækning efter stop.
Så for nogen at foreslå, at de er afhængige af antidepressiva? Det er mildest talt problematisk.
Jeg kalder mig selv en alkoholiker, en misbruger og en person i bedring. Og efter min erfaring er afhængighed en desperat bøn om ikke at føle smerte længere.
Det er en vred afvisning af min plads i verden, en tvangsfuld kloning for at ændre det uforanderlige. Jeg brugte det, fordi noget dybt i min mave håbede, at jeg ved at ændre min egen opfattelse kunne ændre min virkelighed.
Stofmisbrug er ofte komorbide med andre psykiske sygdomme. Det er bestemt min historie. Jeg har haft en livslang kamp med svær depressiv lidelse og PTSD. Desperat efter lindring af mine smerter, ville jeg bruge næsten ethvert stof, der blev tilbudt mig.
Jeg fandt ud af, at alkohol var en fantastisk måde at lindre mine angstfølelser på, og i et stykke tid var det en effektiv måde at sløve mine sanser (selvmedicinering for sensorisk overbelastning) og sænke min responstid (dæmpe hyperarousal-symptomer).
Det virkede, for de første par drinks – indtil jeg ville have for meget, og mit humør ville falde.
Men jeg var villig til at gøre hvad som helst for at slippe for at føle den desperate ensomhed i min mave. Jeg ville bare gøre oprør og løbe og forsvinde. Jeg ville ikke være deprimeret, jeg ville ikke have flashbacks, jeg ville bare have det hele til at stoppe.
Sådan har jeg det stadig nogle gange. Men heldigvis, med støtte, har jeg i dag andre muligheder end at række ud efter flasken.
Hvad mange mennesker ikke forstår er, at misbrugsforstyrrelser ikke er defineret af fysisk afhængighed – det er denne mentale besættelse, der er den virkelige kamp.
Trangen til at opfylde trangen. At vende sig til stoffer igen og igen, selv når du ikke vil. Det er den tvangsmæssige drift efter øjeblikkelig lindring, på trods af alle de konsekvenser, der følger. Og ofte, selvbedraget, at denne gang vil det være anderledes.
En person med en stofmisbrugsforstyrrelse ville være hårdt presset til bare at vænne sig fra et stof uden en form for støttesystem. Det er grunden til, at der findes så mange restitutionsgrupper og genoptræning og andre nøgterne leveprogrammer – fordi det kan være en næsten umulig bedrift at slå en brugsforstyrrelse på egen hånd.
Det ville have været umuligt for mig. Og en del af mit arsenal af værktøjer, der har hjulpet mig med at komme mig? Antidepressiva.
Folk tror ofte, at antidepressiva vil gøre dem følelsesløse for verden, og at en “lykkepille” faktisk ikke hjælper. Psykiatrisk medicin omtales ofte som en form for sammensværgelse.
At skrive om de såkaldte “negative” ved psykiatrisk medicin er ikke noget nyt. Lazarus’ stykke var på ingen måde banebrydende. Hvis noget, forstærkede det den frygt, som mange mennesker har om disse medikamenter – inklusive mennesker i bedring.
Men som en i bedring kan jeg trygt sige, at psykiatrisk medicin er en del af det, der holder mig ædru.
Mit første år på college oplevede jeg et smertefuldt brud, der udløste en nedadgående spiral til en alvorlig depression. Jeg ville gå dage i træk uden at forlade mit værelse. Jeg ville blive lukket inde, ligge og se Disney-film og græde.
For enden af mit reb gik jeg til psykologen på vores campus.
Psykologen fortalte mig, at jeg viste “klassiske” tegn på klinisk depression og foreslog, at jeg lavede en tid hos psykiateren. Først var jeg irriteret. Jeg spekulerede på, hvordan det at være ‘klinisk’ gjorde det anderledes end det, jeg altid havde oplevet.
Jeg vidste, at jeg var deprimeret. Så meget var tydeligt. At gå til en psykiater skræmte mig.
Jeg var forfærdet over tanken om, at jeg havde brug for en psykiater. Jeg havde et reelt problem med depression, men jeg var stejlt imod tanken om medicin.
Stigmatiseringen af psykisk sygdom var så dybt forankret, at jeg skammede mig ved tanken om at have brug for medicin.
Jeg skrev i min dagbog, “Har jeg virkelig brug for at blive tilset af en PSYKIATRIGER?… Jeg vil ikke have, at en læge vurderer mig, jeg vil gerne blive HELT – ikke BEHANDLET.”
Det burde ikke komme som et chok, når jeg fortæller dig, at jeg holdt op med at se den behandler, som foreslog, at jeg skulle til en psykiater. Intet blev selvfølgelig bedre. Jeg blæste alt af. Hver dag var en kamp for at komme op og gå til undervisningen. Jeg fandt ingen mening i noget, jeg gjorde.
Jeg accepterede, at jeg havde en form for psykisk lidelse, men kun på overfladen. På mange måder rationaliserede jeg min depression – jeg regnede med, at verden omkring mig var et rod, og jeg var bare for inkompetent til at gøre noget ved det.
I årevis fortsatte jeg med at afvise ideen om medicin. Jeg var overbevist om, at det ville gøre mig følelsesløs for verden at gå på antidepressiva. Jeg troede fuldt ud på, at medicin ville tage den “lette vej ud”, mens jeg var overbevist om, at det alligevel ikke ville virke for mig.
Jeg kunne ikke vikle mit hoved om tanken om, at jeg var syg. Jeg havde en depression, men jeg nægtede at tage medicin for det, fordi jeg ikke ville “stole på en pille”. I stedet bebrejdede jeg mig selv, overbevist om, at jeg bare skulle tage det sammen.
Stigmatiseringen knyttet til antidepressiva – det stigma, som Lazarus forstærker ved at antyde, at psykiatriske medicin vil skade nogen på samme måde, som afhængighed gør – afholdt mig fra at få den hjælp, jeg så desperat havde brug for.
I stedet rejste jeg en lang vej med benægtelse, stofbrug og selvskade.
Jeg blev for en stor del misbruger, fordi jeg levede med ubehandlede psykiske sygdomme.
Jeg søgte ikke hjælp igen, før jeg var så langt væk, at uden hjælp ville jeg være død. Da jeg endelig nåede ud efter hjælp, tog afhængigheden mig næsten ned med det.
Det er hvad afhængighed gør. Det er ikke at være “crankere og mere irritabel end normalt.” Afhængighed, helt bogstaveligt, jævner dit liv med jorden og gør dig magtesløs.
Afhængighed og abstinenser kan være elendigt, ja – men at seponere enhver medicin, især en du har brug for, er en udfordring, der ikke er unik for psykiatrisk medicin, og bestemt ikke en grund til at undgå at tage dem.
Mit liv kunne have været så meget lykkeligere og mere produktivt i disse år, hvis jeg ikke havde været for flov over at modtage den hjælp, jeg havde brug for. Jeg kunne endda helt have undgået en misbrugsforstyrrelse, hvis jeg havde fået behandling for mine psykiske sygdomme.
Jeg ville ønske, jeg havde taget skridt til at få hjælp hurtigere, i stedet for at prøve at bære byrden af psykisk sygdom alene.
Har antidepressiva været en ‘magisk løsning’ for mig? Nej, men de har været et vigtigt værktøj til at styre mit mentale helbred.
Mit antidepressivum har givet mig mulighed for at komme igennem mine mest invaliderende symptomer. Det fik mig ud af sengen, da mine symptomer efterlod mig udbrændt og besejret.
De gav mig evnen til at kravle over den første pukkel og skubbede mig til en mere håndterbar baseline, så jeg endelig kunne deltage i helbredende aktiviteter som terapi, støttegrupper og motion.
Er jeg fysisk afhængig af mine antidepressiva? Måske. Jeg vil mene, at den livskvalitet, jeg har nu, er det værd.
Men betyder det, at jeg fik tilbagefald? Jeg bliver nødt til at tjekke ind med min sponsor, formoder jeg, men jeg er ret sikker på, at svaret er indlysende: Absolut ikke.
Kristance Harlow er journalist og freelanceskribent. Hun skriver om psykisk sygdom og bedring fra afhængighed. Hun bekæmper stigmatisering et ord ad gangen. Find Kristance på TwitterInstagram eller hendes blog.
Discussion about this post