Vi spurgte mennesker, der lever med kræft, hvordan de havde det, da de hørte sig selv beskrives som “krigere” og “overlevere”. Er de tilfredse med disse mærker, og afspejler de deres egne erfaringer?
“Jeg kan ikke lide at blive kaldt en ‘kriger’. Jeg føler mig aldrig som en ‘kriger’. Når du beskæftiger dig med slogfesten, der er fase 4 brystkræft, presser du dig igennem hver dag og prøver bare at komme igennem den dag. Det føles sjældent som en massiv triumf eller ting, som ‘krigere’ er lavet af.” — Mandi Hudson. Følg hende videre Twitter og besøg Darn Good Lemonade
”På den ene side kan det at se dig selv som en ‘kriger’ være en stærk bekræftelse, som giver dig en følelse af mening og identitet, når du skal håndtere kræftbehandling. På den anden side er der dem, der reagerer imod krigeranalogien, som indebærer et niveau af tapperhed og styrke, som vi måske ikke føler i stand til at nå. ‘Survivor’ er et lige så splittende udtryk, som nogle omfavner som et tegn på at være kommet igennem retssagen og overlevet. Men hvad hvis du lever med metastatisk kræft? Gælder udtrykket ‘efterladt’ også for dig? Hvad med dem, der ikke har overlevet sygdommen? Betyder det, at de ikke kæmpede hårdt nok for at vinde? Begrebet overlevelse i denne snævre betydning kan føles ekskluderende. Så for mig er den altoverskyggende følelse, jeg har, en af respekt for hvilke ord, vi end vælger til at beskrive vores personlige kræftoplevelse. Vi bør være følsomme over for de ord, vi bruger, men også respektere dem, der vælger ikke at bruge de samme ord, som vi gør. Det handler om at erkende, at vi alle oplever kræft forskelligt, og at der ikke er én måde at gøre dette på.” — Marie Ennis-O’Conner. Følg hende videre Twitter og besøg Journeying Beyond Cancer
“Jeg kan ikke lide ordet ‘kriger’, der bruges om kræftpatienter. Kræft er en sygdom, ikke en militær kampagne. Jeg ‘bekæmpede’ ikke kræft. Jeg udholdt behandlingen så godt jeg kunne. De kvinder og mænd, der dør af brystkræft hver dag, ‘tabte ikke kampen’ eller ‘kæmpede’ ikke hårdt nok. De døde af en uhelbredelig sygdom. Det er også derfor, jeg føler mig ambivalent over for ordet ‘overlevende’. Jeg ville ønske, der var et andet ord for det. Men virkeligheden er, at enhver af os kunne vågne op i morgen og blive diagnosticeret med fase 4-sygdom. Hvis vi ‘overlever’ kræft, er det en dag ad gangen.” — Kathi Kolb. Følg hende videre Twitter og besøg The Accidental Amazon
“Selvom jeg forstår, hvorfor folk bruger disse udtryk, og jeg selv har talt dem, gør disse ‘kamp’-udtryk mig utilpas. Mens jeg var midt i kræftbehandling – og strippet ned til min råeste tilstand, fysisk og følelsesmæssigt – sagde folk ofte til mig, at jeg skulle ‘blive ved med at kæmpe’, eller at jeg ville ‘slå det her’. Jeg var en ‘kriger’. Åh, hvor ‘modig!’ (Umm… Jeg valgte ikke dette, jer). Hvad de tilsyneladende ikke forstod var, at de ved at sige disse ting insinuerede, at resultatet var op til mig. At hvis jeg ‘har hvad det kræver’ (hvad det så end er), kunne jeg ‘vinde’. Det så ud til at være mit personlige ansvar at helbrede min egen kræftsygdom. Jeg skulle enten være en vinder eller en taber – som om jeg var i en slags fodløb og bare kunne løbe lidt hurtigere, presse lidt hårdere. Det føltes som meget at leve op til, og i sidste ende fik mig til at føle, at jeg ville svigte folk, hvis jeg ikke ‘vindede’ eller ‘kæmpede’ på de måder, de havde i tankerne. Men jeg må indrømme, at der var et par gange, at jeg også kom ind i denne tankegang. I ugerne efter min diagnose blev min hymne Katy Perrys kampsang “Roar”. Det hjalp virkelig med at kanalisere mine følelser på det, der lå foran mig: operation og kemoterapi. Men det holdt mig bestemt ikke. Personligt følte jeg ikke, at jeg ‘bekæmpede’ kræft. Det var det, mine læger gjorde. Det var det, kemoen var til for. Jeg var blot slagmarken. Det var det, jeg ville have, at folk skulle se.” — Heather Lagemann. Følg hende videre Twitter og besøg Invasive Duct Tales
“Jeg er ikke en stor fan af slagmarkssprog. Måske er det fordi min kræftsygdom ikke vil blive besejret i en storslået, herlig kamp. Det er mere et slag. Uglamorøst og inkrementel. For at blive ved med at leve må jeg leve med min kræftsygdom, som ikke er en ekstern eller indført fjende, men snarere en forkert drejning, som min krop tog på det genetiske niveau. Det er nemt at blive hængende i semantik, og selvom jeg ikke elsker nogen af ordene i denne sammenhæng, kan jeg ikke finde et bedre, mere universelt ord at foreslå. Når det kommer til stykket, så kald mig hvad du vil, bare fortsæt med forskningen og find mig en kur.” — Teva Harrison. Følg hende videre Twitter og besøg Drawing Forward
“Jeg har blandede følelser omkring disse vilkår. Jeg kan ikke lide udtrykket ‘kriger’, fordi jeg er pacifist og ikke kan lide tanken om at være i krig med nogen, meget mindre min egen krop. Jeg ved, at der er mange mennesker med trin 4, der ikke kan lide udtrykket ‘overlevende’, fordi det antyder, at du slår kræft, men jeg gider det ikke. Jeg tror, at hvis du lever og trækker vejret, er du en overlever. Jeg ville ønske, at der var et bedre ord for det. Jeg kan godt lide at sige, at jeg lever med kræft. Og på en god dag: ‘Jeg lever godt med kræft’.” — Tami Boehmer. Følg hende videre Twitter og besøg Miracle Survivors
“Jeg betragter ikke mig selv som en kræft-‘kriger’. Min kræft opstod fra mine egne celler – jeg kan ikke med held kæmpe imod mig selv. Jeg overlever kræft indtil videre som en engageret, bemyndiget, uddannet patient – en e-patient – der søger effektiv behandling for min kræftsygdom. Jeg betragtede mig selv som en overlever fra det øjeblik, jeg hørte min kræftdiagnose, men jeg ved, at nogle ikke kan lide udtrykket ‘overlevende’.” — Janet Freeman-Daily. Følg hende videre Twitter og besøg Grey Connections
Lever du med kræft? Fortæl os, hvad du synes om udtryk som “kriger” og “overlevende”.
Discussion about this post