Hvad der skal gøres for at afslutte HIV/AIDS-epidemien

Fremskridt med hensyn til at tackle hiv-epidemien

I løbet af de sidste mange årtier har den globale indsats for at tackle hiv-epidemien givet dramatiske resultater.

Takket være hiv-forebyggelsesprogrammer er antallet af nye infektioner i USA faldet med mere end to tredjedele siden midten af ​​1980’erne.

På verdensplan faldt nye infektioner blandt voksne med 31 procent fra 2010 til 2020. Forbedringer i HIV-behandlingen har også reddet millioner af liv verden over.

UNAIDS rapporterer, at ved udgangen af ​​2020 fik anslået 27,5 millioner mennesker med hiv antiretroviral medicin. Denne behandling kan undertrykke HIV-virussen til uopdagelige niveauer. Dette forhindrer udviklingen af ​​HIV til AIDS, samtidig med at det stopper overførslen af ​​virussen til andre mennesker.

På trods af disse bestræbelser er særligt udsatte grupper blevet efterladt, rapporterer Global Fund. Nogle lande ser endda hiv-transmissioner stige på grund af manglende engagement og finansiering, tilføjer gruppen.

Strategier til at afslutte HIV-epidemien

Sundhedsledere i USA og rundt om i verden har skitseret flere strategier til at tackle hiv-epidemien. I 2016 og 2021 bekræftede FN sin forpligtelse til at afslutte AIDS-epidemien inden 2030 med fokus på:

• reducere antallet af nye hiv-infektioner
• reducere AIDS-relaterede dødsfald
• eliminering af hiv-stigmatisering og diskrimination

Organisationens erklærede strategier for at afslutte epidemien omfatter forebyggelse af nye infektioner ved at fremskynde opsøgende og forebyggelsestjenester til vigtige berørte samfund, herunder kvinder og børn.

Lande skal håndtere sociale og økonomiske uligheder, der sætter nogle samfundsmedlemmer i øget risiko for infektion, forsinkelser i diagnosticering og underbehandling. Der er også behov for øget finansiering for at nå disse mål.

Håndtering af sociale og økonomiske uligheder

Sociale, økonomiske, kønsmæssige og racemæssige uligheder sætter visse samfund i øget risiko for at blive smittet med hiv. Disse uligheder udgør også barrierer for HIV-testning og -behandling.

I Afrika syd for Sahara for eksempel rapporterer UNAIDS, at unge piger og unge kvinder i alderen 15 til 24 kun tegnede sig for 10 procent af den samlede befolkning, men 25 procent af mennesker med hiv i 2020.

Piger og kvinder, der oplever kønsbaseret vold, er mere tilbøjelige end andre til at blive smittet med hiv. Kønsbaseret vold gør det også sværere for dem at komme i behandling.

Andre populationer med øget risiko for hiv omfatter:

• mænd, der har sex med mænd
• transkønnede
• sexarbejdere
• mennesker, der injicerer stoffer

I mange lande er hiv-forebyggelsesprogrammer og skadesreduktionstjenester dårligt tilgængelige eller fraværende for disse befolkninger. FN bemærker også, at diskriminerende love i nogle lande forstærker hiv-forskelle og stigmatisering, mens de begrænser adgangen til tjenester.

Flere investeringer i de samfund, der er hårdest ramt af hiv, er afgørende for at stoppe epidemien.

“12 millioner mennesker, der lever med hiv, har stadig ikke adgang til behandling, især i Afrika,” udtalte FN’s generalforsamling i sin politiske erklæring fra 2021 om hiv og aids.

“Disse 12 millioner mennesker er forhindret i at få adgang til behandling på grund af uligheder, flere og krydsende former for diskrimination og strukturelle barrierer.”

For at fremme løbende fremskridt inden for HIV-forebyggelse, testning og behandling har FN’s Generalforsamling bekræftet behovet for at adressere disse uligheder og huller i tjenesten.

Uddannelse og forebyggende tjenester

At sikre, at børn og mødre har adgang til hiv-undervisning, forebyggelsestjenester og antiretroviral terapi er også blandt FN’s erklærede prioriteter.

Ifølge UNAIDS ved mere end to femtedele af børn, der lever med hiv på verdensplan, ikke, at de har virussen. Antallet af børn, der modtager behandling for hiv, er faldet siden 2019, og kun 40 procent af alle børn med hiv havde undertrykt virusbelastning i 2020.

Mange unge mennesker rundt om i verden mangler adgang til omfattende seksualundervisning og reproduktive sundhedstjenester, hvilket øger deres risiko for hiv og andre seksuelt overførte infektioner. Unge, der ikke går i skole, er også mere tilbøjelige end andre til at blive smittet med hiv.

Kønsmæssige uligheder, COVID-19-relaterede skolelukninger og andre barrierer gør det sværere for mange børn og teenagere at få den uddannelse og støtte, de har brug for.

Øget adgang til alderssvarende uddannelse og sundhedsydelser er vigtig for at forbedre HIV-forebyggelse og give unge mennesker mulighed for at leve et sundt liv.

Det er også vigtigt at forhindre vertikal overførsel af HIV fra mødre til deres børn, hvilket kan forekomme under graviditet, fødsel og amning. Det betyder at sikre, at kvinder med hiv får rettidig diagnose og øjeblikkelig og langvarig behandling med antiretroviral behandling, herunder under graviditet og amning.

“At se unge mennesker og kvinder tage kontrol over deres helbred ved at kræve sundhedsydelser og søge information til at opretholde deres sundhed” er en af ​​de mest givende aspekter af hans arbejde, sagde Yoram Siame til Healthline.

Siame er leder af advocacy planlægning og udvikling for Churches Health Association of Zambia (CHAZ). Denne organisation er en førende udbyder af sundhedsydelser i Zambia og en af ​​de organisationer, der har modtaget tilskud fra Global Fund.

Finansiering

Forbedring af uddannelse, opsøgende og medicinske tjenester til lokalsamfund, der er ramt af hiv, kræver materielle ressourcer.

Ifølge UNAIDS er underinvestering i hiv-programmer en af ​​hovedårsagerne til, at verden endnu ikke har opfyldt FN’s 90–90–90-mål. FN’s medlemslande har forpligtet sig til at mobilisere 26 milliarder dollars om året inden 2020 til den globale reaktion på hiv. Tilgængeligheden af ​​finansielle ressourcer kom dog 29 procent under dette mål.

I sin 2021-erklæring satte FN et 2025-mål på 29 milliarder dollars om året for hiv-investeringer i lav- og mellemindkomstlande. For at nå dette mål er der behov for øget finansiering fra nationale og internationale partnere.

Der er også behov for en mere effektiv udnyttelse af de tilgængelige ressourcer. Nogle lande allokerer ikke nok midler til programmer eller samfund, der står over for de største ressourcemangler, hvilket begrænser virkningen af ​​investeringer.

Der er behov for større investeringer i programmer, der adresserer sociale og økonomiske uligheder.

Finansiering kan også hjælpe med at støtte igangværende forskning i at finde en vaccine og potentielt en kur mod HIV/AIDS. Dette ville have en vigtig langsigtet indvirkning på epidemien.

Lovreform

Regeringer skal også tage fat på de måder, hvorpå restriktive eller diskriminerende love bidrager til HIV-stigmatisering og udgør barrierer for HIV-forebyggelse, diagnose og behandling. Ifølge UNAIDS omfatter disse love, der kriminaliserer:

• stofbrug
• sexarbejde
• seksuel aktivitet af samme køn
• kønsdiversitet

En undersøgelse fra 2021 i BMJ Global Health viste, at i lande, hvor stofbrug, sexarbejde eller seksuel aktivitet af samme køn er kriminaliseret, er det mindre sandsynligt, at mennesker med hiv ved, at de har sygdommen og mindre tilbøjelige til at have undertrykt viral belastning.

På den anden side konkluderede undersøgelsen, at vedtagelsen af ​​love for at forhindre diskrimination, kønsbaseret vold og menneskerettighedskrænkelser ser ud til at fremme forbedret diagnose og behandling.

Hvordan COVID-19-pandemien har påvirket HIV

COVID-19-pandemien har fremhævet og forværret eksisterende uligheder i USA såvel som de udviklingslande, der er hårdest ramt af hiv. Det har også øget belastningen af ​​sundhedssystemerne.

I lande, hvor Global Fund investerer, er dødsfald forårsaget af AIDS, tuberkulose og malaria faldet med 46 procent siden 2002. Nogle af fremskridtene i disse lande er dog blevet bremset af virkningerne af COVID-19.

Fra 2019 til 2020 faldt antallet af mennesker, der modtog hiv-test i disse lande, med 22 procent. Antallet af mennesker, der fik adgang til hiv-forebyggende tjenester, faldt med 11 procent.

“Ressourcerne og indsatsen for at stoppe AIDS bliver undermineret af COVID-19,” sagde Siame. “Covid-19 har blandt andet skabt frygt omkring sundhedsfaciliteter på grund af risikoen for at få COVID. [It has also] reducerede ressourcer til rådighed til at levere omfattende HIV- og AIDS-tjenester på grund af de krav, der stilles til sundhedssystemerne.”

Siame fortalte Healthline, at færre sundhedspersonale er tilgængelige for at tilbyde hiv-forebyggelse, testning og behandlingstjenester på grund af kravene til håndtering af COVID-19. I nogle tilfælde er hele sundhedsfaciliteter blevet omdannet til COVID-19-centre.

Det ekstra pres på sundhedsressourcerne gør det sværere for sundhedssystemerne at imødekomme behovene hos mennesker, der lever med hiv og dem, der er i risiko for at blive smittet.

For at dæmme op for pandemien skal COVID-19-vaccinationstjenesterne forbedres – især i lande med lav ressource, hvor vaccineadgang fortsat er meget begrænset. Global vaccineulighed rammer udviklingslandene hårdt. I Zambia for eksempel er kun 3,15 procent af befolkningen fuldt vaccineret mod COVID-19 i midten af ​​november 2021.

Lokale gratis informationslinjer og mobile sundhedstjenester hjælper også med at imødekomme behovene hos mennesker med risiko for hiv og dem, der lever med hiv i COVID-19-sammenhæng, sagde Siame.

Selvom der er gjort betydelige fremskridt, er indsatsen for at bringe hiv/aids-epidemien til ophør endnu ikke forbi. Millioner af mennesker verden over lever fortsat med hiv. For mange af dem kan ikke få adgang til livreddende antiretroviral behandling.

For at bringe hiv/aids-epidemien til ophør skal regeringer og andre organisationer tage fat på de sociale, økonomiske, kønsmæssige og racemæssige uligheder, der gør det sværere for visse samfund at få adgang til hiv-forebyggelse, -testning og behandlingstjenester.

Alders- og kønsvarende uddannelse og sundhedsydelser skal tilbydes unge mennesker og andre samfundsmedlemmer rundt om i verden.

COVID-19-pandemien skal også bringes under kontrol. Sammen med andre foranstaltninger kræver det forbedret vaccineadgang for indbyggere i lande med lav ressource.

At tackle disse udfordringer vil kræve finansielle investeringer og samarbejde mellem regeringer, medlemmer af civilsamfundet og andre. Kun ved at arbejde sammen kan medlemmer af det globale samfund bringe denne årtier lange pandemi til ophør.