‘Forbliv positiv’ er ikke et godt råd til kronisk syge mennesker. Her er hvorfor

‘Forbliv positiv’ er ikke et godt råd til kronisk syge mennesker.  Her er hvorfor

“Har du overvejet at nævne alle de positive ting, der sker i dit liv?” spurgte min terapeut mig.

Jeg rystede lidt over min terapeuts ord. Ikke fordi jeg troede, at taknemmelighed for det gode i mit liv var en dårlig ting, men fordi det udviskede kompleksiteten af ​​alt det, jeg følte.

Jeg talte med hende om mine kroniske sygdomme og den måde, det påvirker min depression – og hendes svar føltes mildest talt ugyldigt.

Hun var ikke den første person, der foreslog mig dette – ikke engang den første læge. Men hver gang nogen foreslår positivitet som en løsning på min smerte, føles det som et direkte hit for min ånd.

Da jeg sad på hendes kontor, begyndte jeg at spørge mig selv: Måske skal jeg være mere positiv omkring dette? Måske skulle jeg ikke klage over disse ting? Måske er det ikke så slemt, som jeg tror?

Måske gør min holdning alt dette værre?

Positivitetskultur: Fordi det kunne være værre, ikke?

Vi lever i en kultur præget af positivitet.

Mellem memer sprøjter beskeder ud, der skal opløfte (“Dit liv bliver kun bedre når du Bliv bedre!” “Negativity: Uninstalling”), online-foredrag, der fremhæver optimismens dyder, og utallige selvhjælpsbøger at vælge imellem, er vi omgivet af presset til at være positive.

Vi er følelsesmæssige skabninger, der er i stand til at opleve en bred vifte af følelser. Imidlertid er de følelser, der anses for at foretrække (eller endda acceptable), langt mere begrænsede.

At lægge et glad ansigt på og præsentere en munter indstilling til verden – selv når man går igennem virkelig hårde ting – bliver bifaldet. Mennesker, der trænger sig igennem hårde tider med et smil, får ros for deres tapperhed og mod.

Omvendt bliver mennesker, der udtrykker deres følelser af frustration, tristhed, depression, vrede eller sorg – alle meget normale dele af den menneskelige oplevelse – ofte mødt med kommentarer om “det kunne være værre” eller “måske ville det hjælpe at ændre din holdning om det.”

Denne positivitetskultur overføres også til antagelser om vores helbred.

Vi får at vide, at hvis vi har en god attitude, vil vi heles hurtigere. Eller, hvis vi er syge, er det på grund af noget negativitet, vi sætter ud i verden, og vi skal være mere bevidste om vores energi.

Det bliver vores job, som syge mennesker, at klare os selv gennem vores positivitet, eller i det mindste at have en evigt god holdning til de ting, vi går igennem – også selvom det betyder at skjule, hvad vi virkelig føler.

Jeg indrømmer, at jeg har købt ind i mange af disse ideer. Jeg har læst bøgerne og lært om hemmeligheden bag at manifestere godt i mit liv, til ikke at svede de små ting, og hvordan man er en badass. Jeg har deltaget i foredrag om at visualisere alt, hvad jeg vil, til at eksistere og lyttet til podcasts om at vælge lykke.

For det meste ser jeg det gode i ting og mennesker, leder efter sølvet i ubehagelige situationer og ser glasset som halvt fyldt. Men på trods af alt det er jeg stadig syg.

Jeg har stadig dage, hvor jeg mærker næsten alle følelser i bogen undtagen de positive. Og jeg har brug for, at det er okay.

Kronisk sygdom kan ikke altid mødes med et smil

Mens positivitetskulturen er beregnet til at være opløftende og hjælpsom, kan den være skadelig for dem af os, der beskæftiger sig med handicap og kronisk sygdom.

Når jeg er på dag tre af en opblussen – når jeg ikke kan gøre andet end at græde og vugge, fordi medicinen ikke kan røre ved smerten, når støjen fra uret i det næste rum føles ulidelig, og kattens pels mod min hud gør ondt – jeg finder mig selv rådvild.

Jeg kæmper med begge symptomer på mine kroniske sygdomme, såvel som skyld og svigtfølelser forbundet med de måder, jeg har internaliseret budskaberne fra positivitetskulturen.

Og på den måde kan folk med kroniske sygdomme som min bare ikke vinde. I en kultur, der kræver, at vi står over for kronisk sygdom uægte, bliver vi bedt om at fornægte vores egen menneskelighed ved at skjule vores smerte med en “kan-gøre”-attitude og et smil.

Positivitetskultur kan ofte væbnes som en måde at give mennesker med kroniske sygdomme skylden for deres kampe, som mange af os fortsætter med at internalisere.

Flere gange, end jeg kan tælle, har jeg spurgt mig selv. Tog jeg det her på mig? Har jeg bare et dårligt syn? Hvis jeg havde mediteret mere, sagt mere venlige ting til mig selv eller tænkt mere positive tanker, ville jeg så stadig være her i denne seng lige nu?

Når jeg så tjekker min Facebook, og en ven har postet et meme om styrken af ​​en positiv holdning, eller når jeg ser min terapeut, og hun fortæller mig, at jeg skal nævne de gode ting i mit liv, er disse følelser af selvtvivl og selvbebrejdelse er bare forstærket.

‘Ikke egnet til konsum’

Kronisk sygdom er allerede en meget isolerende ting, hvor de fleste mennesker ikke forstår, hvad du går igennem, og al den tid, du bruger i sengen eller hjemmegående. Og sandheden er, at positivitetskulturen bidrager til isolationen af ​​kronisk sygdom og forstørrer den.

Jeg bekymrer mig ofte om, at hvis jeg udtrykker virkeligheden af ​​det, jeg går igennem – hvis jeg taler om at have ondt, eller hvis jeg siger, hvor frustreret jeg er over at skulle blive i sengen – at jeg vil blive dømt.

Jeg har før haft andre til at sige til mig, at “det er ikke sjovt at tale med dig, når du altid klager over dit helbred,” mens atter andre har bemærket, at jeg og mine sygdomme var “for meget at håndtere.”

På mine værste dage begyndte jeg at trække mig tilbage fra folk. Jeg ville tie stille og ikke lade nogen vide, hvad jeg gik igennem, bortset fra dem, der stod mig nærmest, som min partner og barn.

Selv til dem ville jeg dog i spøg sige, at jeg ikke var “egnet til menneskeføde”, og forsøgte at bevare noget humor, mens jeg samtidig fortalte dem, at det måske er bedst bare at lade mig være i fred.

Sandt nok følte jeg skam over den negative følelsesmæssige tilstand, jeg var i. Jeg havde internaliseret positivitetskulturens budskaber. På dage, hvor mine symptomer er særligt alvorlige, har jeg ikke evnen til at tage et “glad ansigt” på eller overskue de ting, der foregår med mig.

Jeg lærte at skjule min vrede, sorg og håbløshed. Og jeg holdt fast i tanken om, at min “negativitet” gjorde mig til en byrde i stedet for et menneske.

Vi har lov til at være autentisk os selv

I sidste uge lå jeg i sengen først på eftermiddagen – lyset slukket, krøllet sammen i en bold med tårerne stille og roligt ned ad ansigtet. Jeg havde ondt, og jeg var deprimeret over at have ondt, især når jeg tænkte på at blive sengebundet på en dag, jeg havde planlagt så meget.

Men der skete et skift for mig, aldrig så subtilt, da min partner gik ind for at tjekke mig og spurgte mig, hvad jeg havde brug for. De lyttede, mens jeg fortalte dem alle de ting, jeg følte, og holdt om mig, mens jeg græd.

Da de gik, følte jeg mig ikke så alene, og selvom jeg stadig havde ondt og havde det lavt, føltes det på en eller anden måde mere overskueligt.

Det øjeblik fungerede som en vigtig påmindelse. De tidspunkter, hvor jeg har tendens til at isolere mig, er også de gange, hvor jeg faktisk har mest brug for mine kære omkring mig – når det, jeg ønsker, mere end noget andet, er at være i stand til at være ærlig om, hvordan jeg virkelig har det.

Nogle gange er alt, hvad jeg virkelig ønsker at gøre, at græde godt og klage til nogen over, hvor hårdt det her er – en der bare sidder sammen med mig og er vidne til, hvad jeg går igennem.

Jeg ønsker ikke at skulle være positiv, og jeg vil heller ikke have nogen til at opmuntre mig til at ændre min holdning.

Jeg vil bare gerne kunne udtrykke min fulde række af følelser, være åben og rå, og få det til at være helt okay.

Jeg arbejder stadig på langsomt at optrevle de budskaber, som positivitetskulturen har indgroet i mig. Jeg skal stadig bevidst minde mig selv om, at det er normalt og helt okay ikke at være optimistisk hele tiden.

Det, jeg dog er kommet til at indse, er, at jeg er mit mest sunde jeg – både fysisk og følelsesmæssigt – når jeg giver mig selv tilladelse til at mærke hele spektret af følelser og omgive mig med mennesker, der støtter mig i det.

Denne kultur af ubarmhjertig positivitet vil ikke ændre sig fra den ene dag til den anden. Men det er mit håb, at næste gang en terapeut eller en velmenende ven beder mig om at se på det positive, vil jeg finde modet til at nævne det, jeg har brug for.

Fordi hver eneste af os, især når vi kæmper, fortjener at få hele spektret af vores følelser og oplevelser vidne til – og det gør os ikke til en byrde. Det gør os til mennesker.


Angie Ebba er en queer handicappet kunstner, der underviser i skriveworkshops og optræder i hele landet. Angie tror på kraften i kunst, skrivning og performance for at hjælpe os med at få en bedre forståelse af os selv, opbygge fællesskab og skabe forandring. Du kan finde Angie på hendes hjemmeside, hendes blog eller Facebook.

Lær mere

Discussion about this post

Recommended

Don't Miss