Når vi bliver ældre, bærer vi ar og strækmærker, der fortæller historien om et vellevet liv. For mig inkluderer den historie brystkræft, en dobbelt mastektomi og ingen rekonstruktion.
Den 14. december 2012 var en dato, der for altid ville ændre livet, som jeg kendte det. Det var dagen, jeg hørte de tre mest frygtede ord, nogen gerne vil høre: DU HAR KRÆFT.
Det var immobiliserende – jeg følte bogstaveligt talt, at mine ben ville give ud. Jeg var 33 år gammel, kone og mor til to meget unge drenge, Ethan på 5 og Brady knap 2 år gammel. Men da jeg var i stand til at rydde hovedet, vidste jeg, at jeg havde brug for en handlingsplan.
Min diagnose var fase 1 grad 3 duktalt karcinom. Jeg vidste næsten med det samme, at jeg ville lave en bilateral mastektomi. Dette var i 2012, før Angelina Jolie offentligt annoncerede sin egen kamp mod brystkræft og valgte en bilateral mastektomi. Det er overflødigt at sige, at alle troede, at jeg tog en meget drastisk beslutning. Men jeg gik med min tarm og havde en fantastisk kirurg, der gik med til at foretage operationen og gjorde et smukt stykke arbejde.
Jeg valgte at udsætte brystrekonstruktionen. På det tidspunkt havde jeg aldrig set, hvordan en bilateral mastektomi faktisk så ud. Jeg anede ikke præcis, hvad jeg skulle forvente, da jeg fjernede bandagerne for første gang. Jeg sad alene på mit badeværelse og kiggede mig i spejlet, og så en jeg ikke genkendte. Jeg græd ikke, men jeg følte et enormt tab. Jeg havde stadig planen om brystrekonstruktion i baghovedet. Jeg havde flere måneders kemoterapi at kæmpe med først.
Jeg ville komme igennem kemo, mit hår ville vokse ud igen, og brystrekonstruktion ville være min “målstregen”. Jeg ville have bryster igen og ville være i stand til at se mig i spejlet igen og se det gamle mig.
I slutningen af august 2013, efter måneder med kemoterapi og adskillige andre operationer under mit bælte, var jeg endelig klar til brystrekonstruktion. Hvad mange kvinder ikke indser – hvad jeg ikke var klar over – er, at brystrekonstruktion er en meget lang, smertefuld proces. Det tager flere måneder og flere operationer at gennemføre.
Den indledende fase er operation for at placere ekspandere under brystmusklen. Disse er hårdt plastiske former. De har metalporte i dem, og over et stykke tid fylder de expanderne med væske for at løsne musklen. Når du har nået din ønskede bryststørrelse, planlægger lægerne en “bytteoperation”, hvor de fjerner ekspansionerne og erstatter dem med brystimplantater.
For mig var dette en af dem
disse øjeblikke – for at tilføje endnu et ar, “en fortjent tatovering,” til min liste.
Efter flere måneder med ekspanderer, fyldninger og smerter var jeg tæt på slutningen af brystrekonstruktionsprocessen. En aften begyndte jeg at føle mig ekstremt syg og fik feber. Min mand insisterede på, at vi skulle til vores lokale hospital, og da vi nåede skadestuen var min puls 250. Kort efter ankomsten blev både min mand og jeg overført med ambulance til Chicago midt om natten.
Jeg blev i Chicago i syv dage og blev løsladt på vores ældste søns sjette fødselsdag. Tre dage senere fik jeg fjernet begge brystekspandere.
Jeg vidste da, at brystrekonstruktion ikke ville fungere for mig. Jeg ønskede aldrig at gennemgå nogen del af processen igen. Det var ikke smerten og forstyrrelsen værd for mig og min familie. Jeg skulle arbejde mig igennem mine kropsproblemer og omfavne det, jeg stod tilbage med – ar og det hele.
Til at begynde med skammede jeg mig over min brystløse krop, med store ar, der løb fra den ene side af min ramme til den anden. Jeg var usikker. Jeg var nervøs for, hvad og hvordan min mand havde det. Da han var den fantastiske mand, han er, sagde han: “Du er smuk. Jeg har i hvert fald aldrig været en brystfyr.”
Det er svært at lære at elske sin krop. Når vi bliver ældre og får børn, bærer vi også ar og strækmærker, der fortæller historien om et vellevet liv. Med tiden kunne jeg se mig i spejlet og se noget, jeg ikke havde set før: De ar, som jeg engang skammede mig over, havde fået en ny betydning. Jeg følte mig stolt og stærk. Jeg ville dele min historie og mine billeder med andre kvinder. Jeg ville vise dem, at vi er det mere end de ar, vi sidder tilbage med. For bag hvert ar er der en historie om overlevelse.
Jeg har været i stand til at dele min historie og mine ar med kvinder over hele landet. Jeg har et uudtalt bånd til andre kvinder, der har været igennem brystkræft. Brystkræft er en forfærdelig sygdom. Det stjæler så meget fra så mange.
Og derfor minder jeg mig selv om det ofte. Det er et citat fra en ukendt forfatter: “Vi er stærke. Der skal mere til at erobre os. Ar betyder ikke noget. De er mærker af de kampe, vi har vundet.”
Jamie Kastelic er en ung brystkræftoverlever, kone, mor og grundlægger af Spero-hope, LLC. Diagnosticeret med brystkræft som 33-årig har hun gjort det til sin mission at dele sin historie og ar med andre. Hun har gået på landingsbanen under New York Fashion Week, været vist på Forbes.com og gæsteblogget på adskillige hjemmesider. Jamie arbejder med Ford som Model of Courage Warrior i Pink og med Living Beyond Breast Cancer som ung fortaler for 2018-2019. Undervejs har hun indsamlet tusindvis af dollars til brystkræftforskning og -bevidsthed.
Discussion about this post