Jeg troede, det var en diagnose for krigsoverlevere. Så lærte jeg om CPTSD.
Jeg husker det stadig, som om det var i går. Det var sidst i 2015, og for første gang i mit liv følte jeg mig fuldstændig knust.
Selvom jeg havde et job, hvor andre var afhængige af mig, en partner, der passede på mig, og en succesrig online blog, som folk elskede, befandt jeg mig stadig i en konstant tilstand af panik og øget angst.
Jeg vågnede hver morgen, og virkningen var næsten øjeblikkelig. Min hjerne og krop gjorde det, så mit humør svingede som et pendul. Da jeg ikke var i stand til at holde facaden oppe, begyndte jeg langsomt at trække mig tilbage fra verden.
Jeg kunne ikke finde ud af, hvad der skete, men jeg vidste, at der var noget galt.
En sen novemberaften, da jeg traskede ind ad døren efter arbejde, ringede telefonen. Min mor var i den anden ende og stillede skarpe og invasive spørgsmål, ikke usædvanligt for vores anstrengte forhold.
Jeg græd i telefonen og bad om udsættelse, bad hende om at stoppe, når noget klikkede. For første gang i mit liv blev jeg helt klar over, hvad der skete i min krop.
Og jeg vidste, at jeg havde brug for hjælp.
Psykisk sygdom har altid været en del af min familiehistorie, men af en eller anden grund troede jeg, at jeg på en eller anden måde med nød og næppe var sluppet fra det. Det begyndte at blive klart for mig, at det havde jeg ikke.
Det var først i 2015, da jeg begyndte at arbejde sammen med et team af traumeterapeuter, at jeg endelig forstod, at jeg sandsynligvis havde kompleks posttraumatisk stresslidelse (CPTSD), en anden form for PTSD sammen med depression.
Under mit første indtag stillede de mig spørgsmål om min følelsesregulering, ændringer i bevidsthed og forhold til andre og min barndom.
Indtaget fik mig til at se tilbage og gøre status over, hvor mange traumatiske hændelser, der havde fundet sted i mit liv.
Som barn blev mit selvværd konstant svækket, da mine forældre brugte tid på at tænde og kritisere mig; det så ud til, at jeg ikke kunne gøre noget rigtigt, for efter deres vurdering var jeg ikke tynd nok eller så ikke “feminin” nok ud. Det psykiske misbrug slidte mig ned i løbet af mange år.
De følelser af selvbebrejdelse og skam kom til overfladen igen, da jeg til min 30-års fødselsdagsfest blev voldtaget.
Disse oplevelser har prentet sig ind i min hjerne og dannet veje, der har påvirket, hvordan jeg oplever mine følelser, og hvor forbundet jeg er med min krop.
Carolyn Knight forklarer i sin bog, “Working with Adult Survivors of Childhood Trauma”, at et barn ikke skal klare overgreb. Når misbrug finder sted, er et barn ikke psykologisk rustet til at behandle det. Det er meningen, at de voksne i deres liv skal være rollemodeller for, hvordan man regulerer følelser og giver trygge rammer.
Da jeg voksede op, fik jeg ikke den type modellering. Faktisk er mange af os det ikke. Ved at arbejde sammen med mine traumeterapeuter indså jeg, at jeg ikke var alene, og at helbredelse fra denne type traume var mulig.
I starten var det svært at acceptere, at jeg havde oplevet traumer. I så lang tid havde jeg denne misforståelse fra film og tv om, hvem der kunne leve med PTSD.
Det var soldater, der havde været vidner til og oplevet krig på egen hånd, eller mennesker, der havde gennemlevet en form for traumatisk begivenhed, som et flystyrt. Det kunne med andre ord ikke være mig.
Men da jeg begyndte at finde mig til rette i min diagnose, begyndte jeg at forstå de lag, som PTSD og CPTSD virkelig har, og hvordan disse stereotyper ikke passede til virkeligheden.
Traumer er meget bredere, end vi plejer at forestille os. Det har sin måde at efterlade et aftryk på hjernen for livet, uanset om vi er bevidste om det eller ej. Og indtil folk får redskaberne og ordene til virkelig at definere, hvad traumer er, og hvordan de kunne være blevet påvirket af det, hvordan kan de så begynde at helbrede?
Da jeg begyndte at blive åben over for folk med min diagnose, begyndte jeg at undersøge forskellene mellem PTSD og CPTSD. Jeg ønskede at lære mere, ikke kun for mig selv, men for at kunne have åbne og ærlige diskussioner med andre, som måske ikke kender forskellene.
Hvad jeg fandt var, at selvom PTSD og CPTSD kan virke ens, er der store forskelle.
PTSD er en mental sundhedstilstand, der udløses af en enkelt traumatisk livsbegivenhed. En person med en PTSD-diagnose er en person, der enten har været vidne til en begivenhed eller har deltaget i en form for traumatisk begivenhed, og bagefter oplever flashbacks, mareridt og alvorlig angst vedrørende begivenheden.
Traumatiske hændelser kan være svære at definere. Nogle begivenheder er måske ikke så traumatiske for nogle individer, som de er for andre.
Ifølge Center for Afhængighed og Mental Sundhed er traumer den varige følelsesmæssige reaktion, der følger af at leve gennem en foruroligende begivenhed. Men det betyder ikke, at traumer ikke kan være kroniske og vedvarende, og det er her, vi finder tilfælde af CPTSD.
For dem som mig med CPTSD er diagnosen anderledes end PTSD, men det gør det ikke mindre svært.
Mennesker, der har fået diagnosen CPTSD, har ofte oplevet ekstrem vold og stress over en længere periode, herunder misbrug i barndommen eller længerevarende fysisk eller følelsesmæssig mishandling.
Selvom der er mange ligheder med PTSD, omfatter forskellene i symptomer:
- perioder med amnesi eller dissociation
- vanskeligheder i forhold
- følelser af skyld, skam eller mangel på selvværd
Det betyder, at den måde, vi behandler de to på, på ingen måde er identiske.
Mens der er tydelige forskelle mellem CPTSD og PTSD, har der været adskillige symptomer, specielt følelsesmæssig følsomhed, som kan forveksles som borderline personlighedsforstyrrelse eller bipolar lidelse. Siden
Da jeg satte mig for at mødes med mine traumeterapeuter, sørgede de for at erkende, at mærkningen af CPTSD stadig var ret ny. Mange fagfolk i branchen var først lige nu begyndt at genkende det.
Og da jeg læste symptomerne igennem, følte jeg en lettelse.
Så længe følte jeg, at jeg var knust, og som om jeg var problemet, takket være en masse skam eller skyld. Men med denne diagnose begyndte jeg at forstå, at det, jeg oplevede, var en masse store følelser, der gjorde mig bange, reaktiv og overvågen – som alle var meget rimelige reaktioner på langvarige traumer.
At få min diagnose var første gang, jeg følte, at jeg ikke kun kunne forbedre mine forbindelser med andre, men at jeg endelig kunne frigøre traumet fra min krop og foretage de sunde ændringer, jeg havde brug for i mit liv.
Jeg ved selv, hvor skræmmende og isolerende det nogle gange kan være at leve med CPTSD. Men i løbet af de sidste tre år er jeg kommet til at indse, at det ikke behøver at være et liv, der leves i stilhed.
Indtil jeg fik færdighederne og værktøjerne til at vide, hvordan jeg skulle håndtere mine følelser og håndtere mine triggere, vidste jeg ikke rigtig, hvordan jeg skulle hjælpe mig selv eller hjælpe dem omkring mig med at hjælpe mig.
Helingsprocessen har ikke været let for mig personligt, men den har været genoprettende på en måde, jeg ved, jeg fortjener.
Traumer manifesterer sig i vores kroppe – følelsesmæssigt, fysisk og mentalt – og denne rejse har været min måde endelig at forløse det.
Der er en række forskellige tilgange til behandling af PTSD og CPTSD. Kognitiv adfærdsterapi (CBT) er en populær form for behandling, selvom nogle undersøgelser har vist, at denne tilgang ikke virker for alle tilfælde af PTSD.
Nogle mennesker har også brugt øjenbevægelsesdesensibilisering og genbehandlingsterapi (EMDR) og talt med en psykoterapeut.
Hver eneste behandlingsplan vil være forskellig baseret på, hvad der virker bedst for den enkeltes symptomer. Uanset hvad du vælger, er det vigtigste at huske, at du vælger en behandlingsplan, der passer til du – hvilket betyder, at din vej måske ikke ligner nogen andres.
Nej, vejen er ikke nødvendigvis lige, smal eller let. Faktisk er det ofte rodet og svært og hårdt. Men du vil blive glad og sundere for det i det lange løb. Og det er det, der gør restitution så umagen værd.
Amanda (Ama) Scriver er freelancejournalist, der er bedst kendt for at være fed, højrøstet og råbende på internettet. Hendes forfatterskab har optrådt i Buzzfeed, The Washington Post, FLARE, National Post, Allure og Leafly. Hun bor i Toronto. Du kan følge hende på Instagram.
Discussion about this post