Jeg føler, at der sker noget subtilt, når jeg ikke gør mit mentale helbred til fjenden.
Jeg har modstået mentale sundhedsmærker i lang tid. I det meste af min ungdom og unge voksenliv fortalte jeg ikke nogen, at jeg oplevede angst eller depression.
Jeg holdt det for mig selv. Jeg troede, at det gjorde det stærkere at tale om det.
Mange af mine oplevelser i den tid var en kamp, og jeg gennemgik dem i selvpålagt isolation. Jeg undgik diagnoser og mistroede psykiatere. Det hele sluttede, da jeg blev mor.
Når det bare var mig, kunne jeg grine og holde ud. Jeg kunne hvidknokle mig igennem angst og depression, og ingen var klogere. Men min søn kaldte mig på det. Selv som et lille barn så jeg, hvordan mit subtile humør påvirkede hans adfærd og følelse af velvære.
Hvis jeg virkede kølig på overfladen, men følte mig ængstelig nedenunder, handlede min søn ud. Da de voksne omkring mig ikke kunne opdage noget, viste min søn gennem sine handlinger, at han vidste, at der var noget i vejen.
Dette var især tydeligt, da vi rejste.
Hvis jeg havde en vis forventningsangst, da vi forberedte mig til en flyvetur, ville min søn begynde at hoppe ud af væggene. Alle hans lytteevner gik ud af vinduet. Han så ud til at få en umenneskelig mængde energi.
Han forvandlede sig til en flipperbold i sikkerhedslinjen, og det tog hvert eneste gram af mit fokus at forhindre ham i at støde ind i fremmede eller vælte nogens kuffert. Spændingen ville stige, indtil jeg kunne ånde lettet op ved vores port.
Da jeg slog mig ned, var han helt rolig.
Da jeg oplevede sammenhængen mellem mine følelser og hans tider nok til, at det var hævet over enhver rimelig tvivl, begyndte jeg at række ud. Jeg begyndte at indse, at jeg ikke kunne gøre det alene, at det faktisk gjorde mig til en bedre forælder at bede om støtte.
Selvom jeg ikke ville bede om hjælp, når det kom til mig, var alt anderledes, når det kom til min søn.
Alligevel, når jeg søger støtte til symptomer på angst og depression, nærmer jeg mig det ikke som et nulsumsspil.
Det vil sige, det er ikke mig kontra mit mentale helbred.
At se på gamle mønstre på en ny måde
Selvom forskellen kan virke som semantik, føler jeg, at der sker noget subtilt, når jeg ikke gør mit mentale helbred til fjenden.
I stedet tænker jeg på angst og depression som en del af det, der gør mig til menneske. Disse tilstande er ikke, hvem jeg er, men oplevelser, der kommer og går.
Jeg “kæmper” ikke så meget med dem, som jeg ser dem svæve ind og ud af mit liv, som en brise kan røre et gardin over en rude. Deres tilstedeværelse er midlertidig, selvom det tager lang tid at passere.
Jeg behøver ikke føle, at jeg er i krig. I stedet kan jeg tænke på disse forbipasserende stater som velkendte besøgende, hvilket får dem til at føle sig meget mere uskyldige.
Det betyder ikke, at jeg ikke tager skridt til at passe på mig selv og forbedre min sindstilstand. Det gør jeg bestemt, og jeg har lært, at det skal jeg. Samtidig skal jeg ikke bruge så meget energi på at modstå, rette og fake det.
Jeg er i stand til at finde en balance mellem at tage mig af og tage ansvar. At skubbe et dybt mønster væk kræver en enorm mængde energi. At bemærke, at det er kommet på besøg, kræver noget andet.
At noget er accept.
Jeg får en dyb følelse af lettelse af at minde mig selv om, at jeg ikke behøver at “fikse” mine mentale tilstande. De er ikke forkerte eller dårlige. Det er de bare. Når jeg gør dette, er jeg i stand til at vælge ikke at identificere mig med dem.
I stedet for: “Åh nej, jeg føler mig ængstelig igen. Hvorfor kan jeg ikke bare føle mig normal? Hvad er der galt med mig?” Jeg kan sige: “Min krop føler sig bange igen. Det er ikke en rar følelse, men jeg ved, at det går over.”
Angst er ofte en automatisk reaktion, og jeg har ikke meget kontrol over den, når den først er akut. Når jeg er der, kan jeg enten bekæmpe den, løbe fra den eller overgive mig til den.
Når jeg kæmper, oplever jeg som regel, at jeg gør det stærkere. Når jeg løber, oplever jeg, at jeg kun får midlertidig lindring. Men i de sjældne øjeblikke, hvor jeg virkelig kan overgive mig og lade det passere gennem mig, giver jeg det ikke nogen kraft.
Den har ikke fat i mig.
At lære at give slip
En vidunderlig ressource, jeg har brugt, der lærer denne “overgivelse” tilgang til angst, er ILovePanicAttacks.com. Grundlæggeren er Geert, en mand fra Belgien, som oplevede angst og panik gennem det meste af sit liv.
Geert gik på sin egen personlige mission for at komme til bunds i sin angst og deler sine resultater gennem sit meget ydmyge og jordnære kursus.
Fra kostændringer til meditation eksperimenterede Geert med alt. Selvom han ikke er certificeret sundhedsprofessionel, deler han sin ærlige erfaring som en rigtig person, der søger at leve livet uden frygt. Fordi hans rejse er så ægte og velkendt, fandt jeg hans perspektiv forfriskende.
I kurset er en specifik teknik kaldet tsunamimetoden. Ideen er, at hvis du tillader dig selv at overgive dig, ligesom du ville gøre, hvis du blev båret væk af en enorm flodbølge, kan du simpelthen svæve gennem oplevelsen af angst i stedet for at modstå den.
Efter at have prøvet det, anbefaler jeg denne tilgang som et andet perspektiv på panik og angst. Det er ekstremt befriende at indse, at du kan give slip på kampen mod frygt og i stedet tillade dig selv at flyde med den.
Den samme teori kan være sand for depression, men den ser lidt anderledes ud.
Når depression opstår, oplever jeg, at jeg skal blive ved med at blive ved. Jeg skal fortsætte med at træne, blive ved med at udføre mit arbejde, blive ved med at passe mit barn, blive ved med at spise mine grøntsager. Jeg er nødt til at gøre disse ting, selvom det kan være rigtig, rigtig svært.
Men hvad jeg ikke behøver at gøre, er at bebrejde mig selv for at have det sådan. Jeg behøver ikke have en kamp med mit sind, der oplister alle grundene til, at jeg fejler som person og dermed oplever depression.
På dette tidspunkt i mit liv er jeg ret sikker på, at der ikke er en sjæl på jorden, der ikke har følt sig deprimeret mindst én gang i deres liv. Jeg tror virkelig, at hele spektret af følelser simpelthen er en del af den menneskelige oplevelse.
Det er ikke for at gøre lys af klinisk depression. Jeg går bestemt ind for, at depression kan og bør behandles af autoriseret sundhedspersonale. Disse behandlinger kan se meget forskellige ud fra person til person.
Jeg taler om et holdningsskift i, hvordan jeg forholder mig til min oplevelse af depression. Faktisk førte det, at jeg gav slip på min modstand mod diagnoser, mig til at søge hjælp i første omgang. Jeg følte mig ikke længere truet af tanken om at blive stemplet.
I stedet for at tillade disse følelser at definere mig som person, kan jeg indtage et løsrevet synspunkt. Jeg kan sige: “Her har jeg en meget menneskelig oplevelse.” Jeg behøver ikke at dømme mig selv.
Når jeg ser på det på denne måde, føler jeg mig ikke dårlig, mindre end eller isoleret længere. Jeg føler mig meget mere forbundet med menneskeheden. Dette er et meget vigtigt skift, fordi så meget af min oplevelse af depression og angst er opstået fra at føle mig frakoblet.
At sætte overgivelse til handling
Hvis dette perspektiv lyder spændende, er der et par ting, du kan prøve at sætte det i værk.
Skift fortællingen
I stedet for at bruge sætninger som “Jeg har depression”, kan du sige “Jeg oplever depression.”
Når jeg tænker på at “have” depression, forestiller jeg mig, at jeg bærer den rundt i en rygsæk på ryggen. Når jeg tænker på at opleve det, er jeg i stand til at lægge rygsækken fra mig. Det går bare forbi. Det er ikke en tur.
Bare det at droppe det besiddende kan gøre en stor forskel. Når jeg ikke identificerer mig med mine psykiske symptomer, har de mindre hold over mig.
Selvom det virker lille, har ord meget magt.
Øv den tredje vej
Vi bliver automatisk drevet i kamp eller flugt. Det er kun naturligt. Men vi kan bevidst vælge en anden mulighed. Det er accept.
Accept og overgivelse er anderledes end at løbe væk, for selv når vi løber væk, skrider vi stadig til handling. Overgivelse er så effektiv og så uhåndgribelig, fordi den i bund og grund er ikke-handling. At overgive sig er at tage din vilje ud af ligningen.
En måde at gøre dette på er ved at acceptere depression og angst som sindstilstande. Vores sindstilstand er ikke, hvem vi er, og det kan ændre sig.
Denne form for overgivelse betyder ikke, at vi giver op og kravler tilbage i sengen. Det betyder, at vi overgiver vores behov for at rette op, for at være anderledes, end vi er, og simpelthen kan acceptere det, vi oplever lige nu.
En anden meget håndgribelig måde at overgive sig på, især når man oplever angst, er at praktisere tsunamimetoden.
Bede om hjælp
At bede om hjælp er en anden form for overgivelse. Tag det fra en erfaren hvid knokler, der plejede at undgå sårbarhed for enhver pris.
Når tingene bliver for meget, er det nogle gange det eneste man kan gøre at række ud. Der er ikke en person på jorden, der er gået for langt efter hjælp, og der er millioner af fagfolk, frivillige og almindelige mennesker, der ønsker at yde den.
Efter at have modstået at nå ud i så mange år, besluttede jeg at ændre min strategi.
Da jeg gjorde det, en ven faktisk takkede mig for at nå ud til hende. Hun fortalte mig, at det fik hende til at føle, at hun gjorde noget godt, som om hun havde et større formål. Jeg var lettet over at høre, at jeg ikke havde været en byrde, og begejstret over, at hun faktisk følte, at jeg også havde hjulpet hende.
Jeg indså, at det at holde tilbage holdt os fra en tættere forbindelse. Da jeg først afslørede mine sårbarheder, skete den forbindelse naturligt.
Når vi beder om hjælp, tillader vi ikke kun os selv at blive støttet, men vi bekræfter også menneskeheden hos dem, vi tillader at hjælpe os. Det er et lukket kredsløb.
Vi kan simpelthen ikke overleve uden hinanden, og at udtrykke sårbarhed nedbryder barriererne mellem os.
Crystal Hoshaw er en mor, forfatter og mangeårig yogaudøver. Hun har undervist i private studier, fitnesscentre og i en-til-en omgivelser i Los Angeles, Thailand og San Francisco Bay Area. Hun deler opmærksomme strategier for angst gennem onlinekurser. Du kan finde hende på Instagram.
Discussion about this post