Sundhed og velvære berører os hver især forskelligt. Dette er en persons historie.
Jeg blev diagnosticeret med leddegigt som 29-årig. En ung mor til et lille barn og dater en musiker i et heavy metal-band, jeg vidste ikke engang, at nogen på min alder kunne få gigt, endsige hvordan sygdommen var at leve med. Men jeg vidste, at vores liv ikke længere ville være på samme bølgelængde. Smertefuldt afblæste vi tingene, og det, jeg troede havde været mit uforstyrrede lykkelige liv, sluttede.
Fortabt, forvirret og alene var jeg bange – og min frygt plagede mig kun yderligere, da jeg lidt over et år senere blev diagnosticeret med en anden form for gigt.
Når jeg nu nærmer mig 32, som enlig mor til en 5-årig dreng, tænker jeg tilbage på de mænd, jeg kunne lide i mine 20’ere – mændene, der så ikke er rigtige for den kvinde, jeg er i dag. Jeg tænker på, hvor hurtigt jeg føler, at jeg har været nødt til at blive voksen i løbet af de sidste par år. Hvert forhold, slyngning og brud har haft en slags indflydelse på mit liv, lært mig om mig selv, kærligheden og hvad jeg vil. I sandhed var jeg aldrig klar til at slå mig ned, selvom det var mit endelige mål. Jeg havde endda fejlagtigt forsøgt at skynde mig et par gange – hvad jeg troede, jeg havde brug for.
Men det, jeg havde brug for, var at acceptere mig selv først, og det viste sig at være svært.
Depression og min egen usikkerhed blev ved med at stå i vejen for, at jeg gjorde den ene ting, jeg skulle gøre, før jeg nogensinde kunne falde til ro: at elske og acceptere mig selv. Når først de blev diagnosticeret med flere kroniske og uhelbredelige sygdomme, steg denne usikkerhed ud af kontrol.
Jeg var vred, bitter og jaloux, da jeg så mine jævnaldrendes liv fortsætte på måder, som mit ikke kunne. Jeg tilbragte det meste af tiden indespærret i min lejlighed, hænge ud med min søn eller møde læger og læger, ude af stand til at undslippe den kaotiske hvirvelvind af kronisk sygdom. Jeg levede ikke det liv, jeg længtes efter. Jeg isolerede mig. Jeg kæmper stadig med dette.
At finde nogen til at acceptere mig – hele mig
Da jeg blev syg, blev jeg ramt af den stenkolde sandhed, at jeg måske ville være utiltalende for nogle individer, fordi jeg ville være syg resten af mit liv. Det gjorde ondt at vide, at nogen ikke ville acceptere mig for noget, jeg virkelig ikke har kontrol over.
Jeg havde allerede mærket pisket fra mænd, der havde en negativ mening om, at jeg var enlig mor, det jeg er mest stolt af ved mig selv.
Jeg følte mig som en byrde. Selv i dag spekulerer jeg nogle gange på, om det ville være nemmere at være alene. Men at opdrage et barn og leve med denne sygdom er ikke let. Jeg ved, at det ville være vidunderligt for os begge at have en partner – den rigtige partner.
Der har været punkter, hvor jeg har spekuleret på, om nogen kunne Elsk mig. Hvis jeg er for rodet. Hvis jeg kommer med for meget bagage. Hvis jeg har for mange problemer.
Og jeg ved, hvad mænd siger om enlige mødre. I nutidens datingverden kunne de sagtens bare blive ved med at swipe videre til det næste bedre match uden sygdom eller barn. Hvad har jeg egentlig at tilbyde? Sandt nok, der er ingen grund til, at jeg ikke kan gøre det samme. Jeg kan altid blive ved med at søge, og jeg kan altid forblive håbefuld, positiv og vigtigst af alt, være mig.
Fokus på det gode, ikke det dårlige
Det var ikke altid mit barn eller min sygdom, der til tider ville sende mænd i den anden retning. Det var min holdning til situationen. Jeg var negativ. Så jeg arbejdede på, og fortsætter med at arbejde på, disse problemer. Det kræver stadig en enorm indsats at holde trit med den egenomsorg, der er nødvendig, når man lever med en kronisk sygdom: medicin, samtaleterapi, motion og sund kost.
Men ved at foretage disse prioriteringer, såvel som gennem min fortalervirksomhed, finder jeg mig selv bedre i stand til at komme videre og være stolt af mig selv. At fokusere på noget andet end det, der er galt med mig, men derimod det gode, der er i mig, og hvad jeg kan gøre ved det.
Og jeg har fundet ud af, at det er denne positive holdning til min diagnose og mit liv, som mænd er mest tiltrukket af, når de først lærer mig at kende.
Jeg nægter at skjule, hvem jeg er
En akavet del af at have en usynlig sygdom er, at når man ser på mig, kan man ikke se, at jeg har to former for gigt. Jeg ligner ikke, hvordan den gennemsnitlige person tror, en person med gigt ser ud. Og jeg ser bestemt ikke “syg” eller “handicap”.
Online dating har været det nemmeste til at møde mennesker. Som enlig mor til et lille barn kan jeg næsten ikke holde mig oppe efter kl. 21 (og barscenen er ikke lige dér, hvor jeg vil finde kærligheden – jeg opgav alkohol for mit helbred). At få mig selv til at gå på date giver endnu flere udfordringer. Selv på en dag med lavt smerter kan det at prøve outfits for at finde noget, der både er behageligt og ser godt ud, den irriterende træthed snige sig ind – hvilket betyder, at jeg skal bekymre mig om at have nok energi til selve daten!
Gennem forsøg og fejl har jeg lært, at simple dagtimer er bedst i starten, både på grund af min træthed og den sociale angst, der følger med første dates.
Jeg ved, at det første, mine matcher vil gøre, når de finder ud af, at jeg har leddegigt, vil være at Google det – og at det første, de vil se, vil være “deforme” hænder og en liste over symptomer, der involverer kronisk smerte og træthed. Ofte er svaret i stil med “Din stakkel”, efterfulgt af et par flere beskeder for at være høflig og så: farvel. Mange gange bliver jeg spøget umiddelbart efter, at de har fundet ud af mit handicap.
Men jeg nægter nogensinde at skjule, hvem jeg er. Gigt er en stor del af mit liv nu. Hvis nogen ikke kan acceptere mig og den gigt, der følger med mig eller mit barn, er det deres problem – ikke mit.
Min sygdom truer måske ikke mit liv lige foreløbig, men det har helt sikkert givet mig et nyt perspektiv på livet. Og nu tvinger det mig til at leve livet anderledes. Jeg ønsker en partner at leve det liv med, gennem mine modgange og deres. Min nye styrke, som jeg takker gigt for at hjælpe mig med at opdage, betyder ikke, at jeg stadig ikke er ensom, og at jeg ikke ønsker en partner. Jeg må bare acceptere, at dating højst sandsynligt vil være lidt stenet for mig.
Men jeg lader det ikke slide mig ned, og jeg lader mig heller ikke skynde mig til at springe ud i ting, som jeg ikke er klar til eller sikker på. Jeg har jo allerede min ridder i skinnende rustning – min søn.
Eileen Davidson er en Vancouver-baseret fortaler for usynlig sygdom og en ambassadør for Arthritis Society. Hun er også mor og forfatter til Chronic Eileen. Følg hende på Facebook eller Twitter.
Discussion about this post