En døende mors sidste ønske til hendes søn

Du ryger.

Åh, ikke meget – syv, måske otte cigaretter om dagen.

Mor var sådan.

Hvis det er nødvendigt, kan du gå to eller tre timer mellem sugene. En film. Et middagsselskab. En lille ligakamp.

Mor var sådan.

Du ryger ikke i huset, et nik til din ægtefælle, der holdt op efter kirurgens ordre efter hans hjerteanfald.

Mor var sådan.

Man lyser for det meste op udenfor – i haven, på verandaen, i gyngestolen ved siden af ​​fuglefoderet.

Mor var sådan.

Du er alt for høflig til at ryge i bilen eller omkring familiemedlemmer, der ikke har afhængigheden. Du fortæller folk, at ja, selv en cigaret er dårlig, men du er i det mindste ikke som de sammenkrøbede stakler, der fylder deres lunger inde i rygekabiner i lufthavne og på jernbanestationer.

Mor var sådan.

Betsy Mathews begyndte at ryge i 1944, hendes første år på college. Hun holdt det op i 70 år, indtil røntgenstråler afslørede to store, hurtigtvoksende tumorer i hendes lunger.

Hun stoppede i efteråret 2014, men lægen tvivler på, at det var disciplin. Mere sandsynligt, sagde han, hun inhalerede en dag, og det føltes som om djævelen pustede ild ned i hendes hals.

Døden kom to dage efter jul, seks uger efter hendes diagnose.

Mor var en aktiv, levende person, der spiste den rigtige mad og holdt sin vægt nede. Ryge-induceret kræft stjal hende for tidligt fra børnebørnene og det lille oldebarn, hun elskede så højt.

Betsy Mathews røg ikke som en djævel. Hun røg slet ikke ret meget – syv, måske otte cigaretter om dagen.

Men de lagde sammen, og nu er Betsy død.

Da mor stadig havde kræfter nok til at tale, sagde jeg til hende, at jeg gerne ville skrive om cigaretter og lungekræft. Er der noget, du gerne vil dele? Jeg ville gerne vide.

Hun hviskede: “Sig til dem, at de ikke skal være som mig.”

Garret Mathews er en erfaren journalist, der skrev metrospalten for Evansville, Ind., Courier & Press. Hans e-mailadresse er garretmath@gmail.com.